Inden for det specialiserede socialområde findes der adfærdsmønstre, vi sjældent taler højt om. Smøre-adfærd med afføring er et af de mest komplekse og følelsesmæssigt belastende fænomener, man kan stå overfor som personale. Det er hygiejnisk problematisk og kan vække en naturlig modstand hos os som professionelle.

Men hvis vi tager de “sensoriske briller” på, flytter fokus sig. Vi holder op med at se adfærden som et problem, der skal fjernes med tvang eller forbud, og begynder i stedet at se det som en biologisk logisk strategi for overlevelse og selvregulering.

Afføring som det ultimative sensoriske værktøj

For en beboer med en høj sansetærskel (Low Registration/Sensation Seeking) kan hverdagen føles som at leve i en verden af vat. Her bliver afføring paradoksalt nok et ekstremt effektivt “multiværktøj”:

• Taktil og proprioceptiv intensitet: Afføring er varmt, klæbrigt og formbart. Når det smøres ud eller presses mod huden, giver det et intenst input, der hjælper beboeren med at mærke sine egne kropsgrænser.
• Olfaktorisk gennemslagskraft: Lugten er så kraftig, at den bryder igennem et underreaktivt nervesystem. Det giver en følelse af identitet: “Her er jeg”.
• Det sensoriske skjold: For nogle fungerer lugten og varmen som en barriere, der dæmper udefrakommende stressfaktorer som støj eller skarpt lys.

Fra forbud til substitution

Når vi forstår den sensoriske logik, ser vi også, hvorfor traditionelle pædagogiske tiltag ofte slår fejl. Hvis vi blot fjerner adfærden, fjerner vi borgerens evne til at regulere sig selv.

Løsningen ligger i substitution. Vi skal tilbyde alternativer, der rammer samme tærskel:

1. Erstat konsistensen: Arbejde med varm trylledej, tung modellervoks eller “slime”.
2. Mæt lugtesansen: Introducer stærke, kontrollerede dufte som pebermynte eller citrus.
3. Giv kropsbevidsthed: Implementér dybe tryk, vægtmanchetter eller kompressionsveste, før trangen til at smøre opstår.

Hvorfor sanseprofilen er nøglen til den rette hjælp

Vi kan ikke gætte os til den rette indsats i så komplekse sager. Skal borgeren have mere bevægelse, eller skal han skærmes? Skal han have stærke lugte, eller er det den taktile modstand, han søger?

Det er her, sanseprofilen bliver uundværlig. Ved at få udarbejdet en systematisk profil får vi et præcist billede af, hvor borgerens tærskler ligger. Det gør det muligt for personalet at:

• Sætte ind med den rette hjælp frem for at famle i blinde.
• Skabe en ensartet faglig tilgang, der mindsker frustration hos både borger og personale.
• Erstatte afmagt med handlekompetence.

Uden en sanseprofil risikerer vi at symptombehandle adfærden i stedet for at afhjælpe årsagen. Kun ved at forstå det unikke nervesystem kan vi give borgeren roen tilbage – uden brug af afføring som redskab.