Som personale på et bosted møder vi dagligt beboere, der udviser adfærd, som kan virke udfordrende, sær eller formålsløs. Det kan være borgeren, der konstant vugger frem og tilbage, flapper med hænderne, hamrer hånden i bordet, eller gentager de samme ord igen og igen.

Vores umiddelbare pædagogiske refleks er ofte at dæmpe adfærden. Vi beder borgeren om at sidde stille, eller vi forsøger at aflede dem, fordi det kan se særpræget ud.

Men hvad nu, hvis adfærden i virkeligheden er borgerens egen medicin? Hvad nu, hvis det, vi ser, er et nervesystem, der kæmper intenst for at regulere sig selv?

De to typer af selvregulering: Op eller ned

Når en borger forsøger at regulere sig selv sensorisk, handler det altid om at ramme det “grønne felt”. Det er den optimale arousal, hvor man er vågen, tryg og tilpas. Borgerens adfærd afslører, om deres system har brug for at blive skruet op eller ned.

Her er, hvad du skal kigge efter i hverdagen:

Tegn på, at borgeren prøver at dæmpe et overbelastet system (Nedregulering)

Når verden bliver for voldsom, larmende eller uforudsigelig, bryder borgerens indre filter sammen. Her bruges bl.a. stimming som et sensorisk skjold til at lukke det ydre kaos ude.

• Gentagne, rytmiske bevægelser: De forudsigelige bevægelser stimulerer balancesansen, hvilket sænker pulsen og beroliger nervesystemet.
• Visuel og auditiv skærmning: Borgeren holder sig for ørerne, lukker øjnene tæt i eller laver en monoton, summende lyd. Ved at skabe sit eget kontrollerede input overdøver borgeren udefrakommende støj.
• Kanalisering af store følelser: Stimming bruges ofte som en emotionel ventil, når borgeren er overvældet af angst eller frustration – men faktisk også ved intens glæde og begejstring. Det er nervesystemets måde at lede en voldsom indre energi ud af kroppen på, så systemet ikke kortslutter.

Tegn på, at borgeren prøver at vække et understimuleret system (Opregulering)

Hvis borgerens sansetærskel er meget høj, kan de føle sig følelsesløse, fraværende eller “slukkede”. Her bruges adfærden til at skabe en kropslig forankring, så de kan mærke, at de er til.

• Tung og voldsom motorik: Borgeren stamper hårdt i gulvet, smækker med dørene, dasker sig selv på lårene eller hopper. Når verden sejler, sender disse handlinger et kraftigt, øjeblikkeligt signal gennem muskler og led (den proprioceptive sans). Det fortæller hjernen præcis, hvor kroppen slutter, og verden begynder, hvilket giver en dyb, basal tryghed.
• Taktil og vokal søgning: De skal røre ved alt, pille ved personalets smykker, nulre ting mellem fingrene eller putte genstande i munden. Andre reagerer med vokal uro – taler højt, råber, laver klikkelyde med tungen eller gentager de samme ord og sætninger (ekolali). Det intense input vækker hjernen og holder dem fokuserede.

Hvorfor vi skal støtte i stedet for at stoppe

Stimming og selvregulering er sjældent problemet. Det er borgerens løsning på et problem, vi som personale ikke altid kan se med det blotte øje.

Hvis vi stopper en borger, der sidder og vugger, flapper med hænderne eller klikker med tungen, uden at give dem et alternativ, fjerner vi deres eneste redskab til at håndtere deres indre kaos. Resultatet er ofte, at borgerens stressniveau stiger, hvilket kan føre til voldsom afmagt, angst eller udadreagerende adfærd.

Når vi observerer disse adfærdsmønstre, skal vi i stedet spørge: Hvilken sans forsøger borgeren at stimulere eller beskytte lige nu og hvad har de behov for, for at have et nervesystem i balance.

For at kunne hjælpe borgeren bedst muligt, må vi kende deres udgangspunkt. Gennem en sanseprofil kan vi kortlægge borgerens unikke mønstre og tærskler.

Når vi har profilen i hånden, behøver borgeren ikke længere at stampe i gulvet, lave lyde eller stimme i timevis for at finde ro. Vi kan i stedet imødekomme mange af borgerens sensoriske behov og tilbyde dem en målrettet “sensorisk diæt” i hverdagen – f.eks. i form af tyngdeprodukter, kontrollerede dufte, planlagte pauser eller dybe tryk.