Husker du kroppen i fortællingen?

Den narrative tilgang og den neuropædagogiske viden kan noget helt genialt sammen. Inden for den narrative tilgang taler vi meget om, at problemet er problemet, og personen er personen. Vi eksternaliserer problemerne, skiller adfærden fra borgerens identitet og leder efter de “unikke undtagelser” for at skrive nye, foretrukne historier om borgerens liv.

Men hvis vi glemmer at tænke kroppen og sanserne med ind i de narrative samtaler eller i den narrative journalisering, risikerer vi at overse selve det fundament, historierne bliver bygget på.

Vi taler om, at adfærd altid er kommunikation, og at borgerens livshistorie kan genforhandles.

Men midt i alt arbejdet med sprog og livsfortællinger opstår der nogle gange en blind vinkel, hvor vi overser kroppens virkelighed. Vi kan nemlig nemt komme til at behandle fortællingen som en ren kognitiv proces, der udelukkende foregår i hovedet.

Sandheden er, at alle historier starter i nervesystemet.

Når “Modstanden” i virkeligheden er taktil skyhed

Når vi arbejder narrativt, er vi meget opmærksomme på ikke at tillægge borgeren negative egenskaber. Vi siger ikke, at en borger er “aggressiv” eller “afvisende”. I stedet eksternaliserer vi det og kigger på, hvornår “Modstanden” eller “Vreden” flytter ind i rummet.

Men hvis vi udelukkende leder efter kognitive eller relationelle forklaringer på, hvorfor “Modstanden” dukker op under personlig pleje eller i fællesrummet, skyder vi nogle gange forbi målet.

Hvis borgeren har taktil skyhed (en lav tærskel for berøring), kan et uventet puf eller en vaskeklud på huden opleves som et decideret fysiologisk overgreb. Nervesystemet går øjeblikkeligt i kamp/flugt/frys.

Her er det ikke en gammel livshistorie eller en relationel konflikt, der spænder ben. Det er ren neurologisk overlevelse. Hvis vi skal hjælpe borgeren med at skrive en ny fortælling om at mestre hverdagen, skal vi først give nervesystemet sensorisk ro og kravtilpasning.

Unikke undtagelser bor i sanserne

Et af de smukkeste redskaber i den narrative tilgang er at lede efter de unikke undtagelser – de tidspunkter, hvor problemet ikke havde magten over borgeren.

• “Hvad var anderledes i tirsdags, da det lykkedes dig at sidde med ved middagsbordet i 20 minutter uden at Vreden kom på besøg?”

Hvis vi kun spørger ind til borgerens tanker eller intentioner i den situation, går vi glip af noget vigtigt. Vi skal også have de sensoriske briller på og undersøge kroppens betingelser i den unikke undtagelse:

• Sad borgeren på en bestemt plads, hvor balancesansen fik ro, fordi der var væg bagved?
• Var der ryddet visuelt op på bordet, så det visuelle system ikke kørte i rød arousal?
• Var den auditive støj i rummet dæmpet, fordi emhætten var slukket?

Ofte opdager vi, at de narrative undtagelser bunder i, at miljøet tilfældigvis har ramt borgerens sanseprofil perfekt lige netop dér.

Gør sanseprofilen til en del af borgerens foretrukne historie

Når vi udarbejder en sanseprofil, kortlægger vi nervesystemets tærskler. Den viden kan bruges direkte i det narrative arbejde til at give borgeren (og personalet) et helt nyt sprog for deres reaktioner.

I stedet for en fortælling om: “Jeg kan aldrig overskue at være sammen med de andre i aktivitetshuset, fordi jeg bliver så hurtigt sur,” kan vi sammen med borgeren skrive en ny forståelse: “Mit nervesystem er utrolig åbent for lyde, og når bægeret flyder over, prøver min krop at beskytte mig ved at råbe højt. Jeg har brug for ”stille pauser”, for så kan jeg godt lide at være med.”

Når vi kobler det narrative med neuropædagogisk viden, reducerer vi skyld og skam. Vi flytter fokus fra en “fejlbehæftet personlighed” til et nervesystem, der blot har brug for de rette sensoriske rammer for at være i trivsel.